Fra idé til app

//

Apps er blevet en integreret del af vores dagligdag. Langt de fleste har i dag mange forskellige apps på deres smartphones. Det kan være alt lige fra sociale medier til produktivitetsværktøjer og underholdning. Apps har revolutioneret, hvordan vi kommunikerer, arbejder og slapper af – der findes mere eller mindre en app til alt i dag.

Der er rigtig mange, der får gode idéer til nye apps, som de tror kan gå hen og blive den næste store succes. De er dog ikke nok bare at få udviklet en app på baggrund af en rigtig god idé – det kræver en målrettet indsats at få den til at blive en succes, og måske endda en forretningssucces.

Har du fået en god idé til en app, men ved du ikke lige, hvor du skal starte, så læs med herunder. Vi tager dig igennem hele processen fra idéudvikling til lancering af din app.

1. Idéudvikling

Det første skridt i udviklingen af en app er selvfølgelig idéudvikling. Det er i dette stadie, du formulerer din app-idé og identificerer dens formål.

For at komme i gang med idéudviklingen kan du med fordel finde en problemstilling, som din app kan løse. Jo mere specifikt, desto bedre. Herefter skal du undersøge markedet for lignende apps. Test disse eksisterende apps og find ud af, hvad de gør godt, og hvad der kan forbedres.

Det er selvfølgelig også vigtigt, at du definerer din målgruppe. Hvem er dine potentielle brugere, og hvad er deres behov? Uden denne viden er det meget svært at udvikle en løsning, som andre vil få gavn af.

2. Planlægning og konceptualisering

Når du først har formuleret din idé, er det tid til at planlægge og konceptualisere appen. Dette trin involverer at skitsere appens funktioner og brugeroplevelse (UX). Lav derfor en grov skitse af din apps layout. Når du først begynder at skitsere appens layout, får du også et bedre overblik over, hvilke funktioner, der er essentielle ved lancering af appen – og ikke mindst, hvilke der kan tilføjes senere.

Når du skitserer layoutet, er det også vigtigt, at du får visualiseret brugerens rejse gennem appen. Fra start til slut. Hvordan skal brugerne anvende appen? Dermed kan du sikre, at du får alle de nødvendige funktioner med, og du vil også opdage, hvis der er noget, der ikke er hensigtsmæssigt i appen.

3. Design

Når du har din grovskitse klar, har du også en grundlæggende plan for appen. Derfor kan du nu begynde at designe din app. Sørg for at dit design er intuitivt, brugervenligt og æstetisk tiltalende. Fokuser på at have en enkel og ren brugergrænseflade. Brug klare farver og læsbare skrifttyper.

Det er en rigtig god idé at anvende prototyping værktøjer som Figma eller Adobe XD for at skabe interaktive mockups af din app. Det giver et godt overblik over sammenhænge, wireframes m.v. i appen.

Endeligt er det også en god idé at indsamle feedback fra potentielle brugere og juster designet derefter.

4. Udvikling af appen

Når du har fået designet på plads, er det tid til at begynde udviklingen. Her skal du først og fremmest beslutte dig for, om du vil udvikle til iOS, Android eller begge dele. Hver platform har sine egne udviklingssprog og rammer, og derfor er det vigtigt at træffe et bevidst valg om dette.

Udvikling af en app handler ikke blot om at udvikle en visuelt design. Der vil typisk også skulle opsættes en backend-infrastruktur, særligt hvis din app kræver en server. Dette kan omfatte databaser, servere og API’er.

Det kan være en god idé at udvikle din app i faser, og at teste regelmæssigt for at sikre, at alt fungerer korrekt.

5. Testning

Testning er en afgørende fase for at sikre, at din app fungerer som forventet og er fri for fejl. Her skal dit udviklingsteam selvfølgelig sørge for at teste løbende for at finde og rette åbenlyse fejl. Det er også det, der kaldes for Alfa-testning.

Herefter er det tid til Beta-testning, hvor en gruppe af eksterne brugere inviteres til at teste appen og give feedback. Betatestere har ikke det samme kendskab til appen, dens funktioner eller dens forventede adfærd, derfor vil disse testere kunne komme med værdifuld feedback, som udviklingsteamet ikke selv ville have fundet frem til.

Derudover kan det være en god idé at bruge automatiserede testværktøjer til at sikre, at gentagne opgaver udføres korrekt hver gang.

6. Lancering

Når appen er testet igennem og færdigudviklet, er det tid til at lancere appen. Det betyder, at appen skal gøres tilgængelig for offentligheden gennem app-butikkerne.

I forbindelse med lanceringen skal du sørge for at optimere din apps titel, beskrivelse og søgeord for bedre synlighed i app-butikkerne. Sørg også for at planlægge en marketingstrategi for at promovere din app. Dette kan omfatte sociale medier, PR og annoncering.

Efter lancering er det desuden vigtigt, at du er klar til at yde support til dine brugere samt at opdatere appen regelmæssigt baseret på den feedback, du modtager.

Papir Frit Mærket

En del af Xcale Group

Bygvænget 47
4720 Præstø
Danmark